Hvordan forholder religioner sig til homoseksualitet?

Det er forskelligt, hvordan religioner forholder sig til homoseksualitet, men det er gennemgående, at troende bliver påvirket af de kulturelle normer, der er i det samfund, de lever i. Som eksempel kan en muslim i en kultur være for homoseksualitet, mens en muslim i en anden kultur kan være imod.

Som udgangspunkt er der lighed mellem islams, kristendommens og jødedommens indstilling til homoseksualitet, hvis man kigger i de tre religioners hellige skrifter: Koranen, Bibelen og Toraen. Ud af de tre religioners hellige skrifter kan man læse, at sex kun hører hjemme i ægteskabet mellem en mand og en kvinde, og at sex med andre er syndigt og strafbart.

Der er dog mange nutidige troende, som ikke opfatter ordene i de hellige skrifter bogstaveligt og godt kan acceptere homoseksualitet, men i de fleste muslimske samfund er homoseksualitet forbudt. I flere muslimske lande som Yemen, Iran og Saudi Arabien er modstanden så stor, at homoseksuelle risikerer dødsstraf.

Inden for kristendommen fordømmes homoseksualitet officielt fra den katolske kirke, fra den protestantiske højrefløj som Indre Mission og Luthersk Mission og fra frikirker som Pinsekirken. Til gengæld accepterer størstedelen af den danske folkekirke homoseksuelle ligesom de fleste moderate jødiske menigheder i verden.

Kigger man på hinduismens og buddhismens holdning til homoseksualitet, er der en anden grundlæggende accept af homoseksualitet. De gamle hinduistiske tekster omtaler ikke homoseksualitet, men nævner hijra, som er et tredje køn, der både har mandlige og kvindelige egenskaber. Hinduers syn på homoseksualitet afhænger dog meget af, hvor i verden de befinder sig. Hinduer i vestlige samfund accepterer i højere grad homoseksualitet end i mange asiatiske lande, hvor homoseksualitet er forbudt ved lov. Det samme gør sig gældende for buddhismen. Religionen forbyder ikke homoseksualitet, men har ifølge den danske buddhist Svend Guttormsen nogle forbehold: ”I buddhistisk forstand er seksualitet ikke syndigt, men kan være forstyrrende, hvis man hele tiden kun tænker på sex” har han sagt til religion.dk (se kilder).

Hvordan bliver homoseksuelle behandlet i verden?

Kulturen og lovgivningen i det område, homoseksuelle bor i, har stor indflydelse på, hvordan de bliver behandlet. Ifølge den internationale organisation ilga (se kilder) risikerer homoseksuelle ikke kun dødsstraf i Saudi Arabien, Yemen og Iran, men også i Mauretanien, dele af Nigeria, Somalia og Gambia og i flere landes regioner. I 76 af verdens lande kan man komme i fængsel eller blive straffet med vold, hvis myndighederne finder ud af, at man er homoseksuel. De fleste af de lande ligger i Afrika, Asien og Mellemøsten. I 56 andre lande – særligt i Europa – er politikerne gået en anden vej og har lovgivet mod diskrimination af homoseksuelle.

Uanset om de homoseksuelle lever i et land, hvor loven beskytter dem eller ej, viser adskillige undersøgelser ifølge American Psychological Association og Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede (LGBT), at homoseksuelle over hele verden bliver udsat for hadforbrydelser også kaldet ”hate crimes”. Hadforbrydelser kan være fysiske, psykiske eller verbale overfald, som bliver foretaget af personer, der er motiveret af et had mod individer, der skiller sig ud fra mængden på grund af deres seksualitet, etnicitet eller andet.

I øjeblikket finder de værste hadforbrydelser mod homoseksuelle sted på Jamaica, i Honduras og Uganda. EN FN-rapport fra 2011 (se kilder) beretter om, at omkring 30 homoseksuelle er blevet myrdet over en periode på halvandet år fra 2010 til 2011 i Honduras, og den fortæller om en mand, der blev stenet og stukket ihjel på Jamaica, efter at politiet havde opfordret andre til at slå ham, fordi han var homoseksuel. Samme rapport fortæller om et mandligt par, der blev slået og seksuelt misbrugt af politibetjente i Indonesien, og om et lesbisk par i Brasilien, der blev slået og tvunget til at have oralsex på en politistation.

Hvordan er forholdene for homoseksuelle i Uganda?

En meget opsigtsvækkende hadforbrydelse fandt sted i Uganda i januar 2011, hvor David Kato – en fremtrædende forkæmper for homoseksuelles rettigheder – blev tæsket ihjel med en hammer. Det skete to dage efter, at den ugandiske avis Rolling Stone havde hængt ham og flere andre homoseksuelle ud med navn, adresse og foto under overskriften ”Hæng dem!”

I februar 2014 underskrev Ugandas præsident, Yoweri Museveni, en omstridt lov, der betyder at homoseksuelle kan idømmes fængsel på livstid. I forvejen var straframmen 14 års fængsel.

Loven betyder desuden, at en berøring mellem to personer af samme køn, som vurderes at have seksuelle undertoner, kan give fængsel på livstid.

Endvidere rammer den også enhver, der hjælper homoseksuelle. De kan straffes med syv års fængsel. Og folk, der kender til homoseksuelle, skal melde dem til myndighederne inden for 24 timer, ellers risikerer de selv tre års fængsel.

Loven medfødte et hav af internationale protester, herunder fra FN's Højkommissær for Menneskerettigheder, Navi Pillay. Hun peger desuden på, at loven ”er formuleret så bredt, at den kan føre til magtmisbrug og beskyldninger mellem hvem som helst, ikke kun LGBT-mennesker” (se kilder).

To timer efter, at loven var underskrevet, blev en bøsse slået ihjel på åben gade, rapporterede TV2's udsendte medarbejder (se kilder), som også meldte om ”lynchstemning” mod homoseksuelle i Uganda og en udpræget frygt i landets LGBT-miljø.

På grund af den omstridte lov om homoseksuelle har Danmark, Sverige, Norge, Holland og Verdensbanken besluttet enten at omlægge eller helt stoppe bistand for et samlet beløb på 118 millioner dollars til Uganda. Danmarks bistandsmidler på i alt 50 millioner kroner går nu direkte til NGO-organisationer i stedet for at gå igennem den ugandiske regering.

I marts 2014 besøgte den danske handels- og udviklingsminister Mogens Jensen Uganda, hvor han i et møde med landets premierminister Mbabazi og sundhedsminister Ruhakana Rugunda opfordrede den ugandiske regering til at trække anti-homoseksualitetsloven tilbage. Ved et pressemøde i Ugandas hovedsted Kampala sagde Mogens Jensen til Berlingske Tidende: ”Jeg har sagt til ministeren, at Uganda har skrevet under på FNs Menneskerettighedskonvention og også på Den Afrikanske Unions menneskerettighedskonvention, og at jeg mener, at man som politisk leder må leve op til det, der står i konventionen, og derfor burde den her lov slet ikke være kommet.” (se kilder).

Den danske minister er især bekymret for, om loven vil føre til, at homoseksuelle bliver diskrimineret i det ugandiske sundhedsvæsen og for eksempel ikke bliver behandlet for HIV og aids på lige fod med heteroseksuelle. Antallet af aidsramte har været nedadgående i Uganda, men udviklingen er på det sidste stagneret, hvilket kan tyde på, at de homoseksuelle på grund af folkestemningen og den nye lov enten ikke tør søge lægehjælp eller ligefrem bliver nægtet det.

Før EU-Afrika topmødet i 2014 udtalte statsminister Helle Thorning-Schmidt, at den ugandiske anti-homoseksualitetslov ville blive et kontroversielt, men nødvendigt punkt på dagsordenen. ”Vi skal investere i mennesker. Det er vigtigt, hvis man gerne vil skabe stabile samfund på lang sigt. Det handler i høj grad om menneskerettigheder, god regeringsførelse, uddannelse til de unge og respekt for minoriteter, også seksuelle minoriteters rettigheder”, sagde statsministeren. Det skriver Kristeligt Dagblad på vegne af Ritzau i pressemeddelelsen ”Thorning før Afrika-møde: Vi skal tale om homoseksuelle” (se kilder).

Uganda er langt fra det eneste land i Afrika, der kriminaliserer homoseksualitet. Ifølge en artiklen fra Kristeligt Dagbladel fra Information er der et forbud i omkring 37 afrikanske lande ud af 55.

Hvordan bliver homoseksuelle behandlet i Danmark?

Arkivfoto af homoseksuelt par der
bliver registreret på Københavns
Rådhus i 2000.

Foto: Bent K. Rasmussen / Scanpix

I slutningen af 1800-tallets Danmark blev homoseksualitet som i andre lande stemplet som en sygdom og en seksuel afvigelse, og langt op i 1900-tallet opfattede flertallet af danskerne homoseksualitet som noget negativt. En gallupundersøgelse fra 1947 viser, at 60 procent af den danske befolkning opfattede homoseksualitet som den værste eller næstværste forbrydelse.

Med årene er den danske lovgivning blevet ændret til de homoseksuelles fordel. Det er sket i takt med, at de homoseksuelle i højere grad har krævet bedre rettigheder. I 1973 blev det såkaldte danseforbud ophævet, som forbød to mænd at danse sammen på offentlige steder, og i 1976 blev der indført samme seksuelle lavalder for homo- og heteroseksuelle. Det var også i 1970’erne, at de homoseksuelle i Danmark for alvor gjorde op med det synspunkt, at homoseksualitet skulle være en sygdom. Det var blandt andet det, der førte til, at homoseksualitet blev fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste i 1981. I 1987 vedtog Folketinget en antidiskriminationslov, der gjorde det ulovligt at diskriminere homoseksuelle, og i1996 blev der vedtaget en lov mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

CASA’s undersøgelse fra 2009 (se kilder) viser, at langt de fleste homoseksuelle i Danmark har modtoget positive reaktioner fra deres familie og venner, da de sprang ud som homoseksuelle, men analysen fastslår samtidig, at over halvdelen af de homoseksuelle nogle gange forsøger at skjule deres seksualitet ved at undgå at fortælle, at de er homoseksuelle og ved at undlade at kysse eller kærtegne deres partner, når andre kan se det.

Det kan der være en grund til. Selvom homoseksuelle har fået bedre rettigheder i Danmark, foregår der fortsat diskrimination og hadforbrydelser. CASA-undersøgelsen viser, at hver femte homoseksuel i Danmark har følt sig diskrimineret på grund af deres seksualitet. Man ved ikke, hvor mange hadforbrydelser der finder sted mod homoseksuelle i Danmark, men en svensk undersøgelse fra 1999 viser, at hver fjerde lesbiske og godt hver tredje bøsse har oplevet en hadforbrydelse. LGBT regner ikke med, at tallet er mindre i Danmark. En af de homoseksuelle, der har oplevet at blive diskrimineret, er Miki Flores Marker Christensen. I artiklen ”Det er stadig svært at være homo i Danmark” (se kilder) fortæller han, at der blev skrevet homosvin i panden på det billede, der hang i den vuggestue, han arbejdede i, og at der er flere steder i København, hvor han ikke tør holde sin kæreste i hånden.

Hvordan beskytter menneskerettighederne homoseksuelle?

I FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948 står der i artikel 2, at ”Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.” (se kilder).

Nogle tolker, at artiklen omfatter homoseksuelle, mens andre mener, at der også burde stå “seksuel orientering.” Ifølge en rapport fra Institut for Menneskerettigheder (se kilder) fremsatte Brasilien i 2003 et forslag om, at retten til fri seksuel orientering skulle være en af de universelle menneskerettigheder. Forslaget blev massivt modarbejdet af Vatikanet i Rom og af Organisationen af Islamiske Stater (OIC), og indtil videre har FN opgivet at komme videre med forslaget. Alligevel har FN’s menneskerettighedskomité siden 1994 stået fast ved, at FN’s medlemsstater er forpligtet til at beskytte individer mod diskrimination på grund af deres seksuelle orientering. Det er der dog adskillige lande, der vælger at overse.